Livsovergange og personlig udvikling
Kriser som springbræt til personlig udvikling
Efter skelsættende hændelser og livsovergange er det helt almindeligt at føle et tomrum, fordi vi har mistet noget af det, der hidtil har givet vores liv fylde. Samtidig er de omvæltende livsbegivenheder ofte også medvirkende til, at vi tager vores liv op til revision.
Vi begynder at reflektere mere bevidst over: Hvad betyder virkelig noget for mig i livet? Hvad ønsker jeg at få ud af livet i de år, jeg har tilbage? Hvad skal nu give mit liv mening?
Man kan ligefrem tale om sådanne livskriser, som en form for eksistentiel ”opvågning”. Man vågner op og begynder at reflektere dybere over livets mening og de valg, man træffer og har truffet. Man vågner op, når man ikke længere bare lever et liv ”på automatpilot” men søger efter (ny) mening.
Den eksistentielle opvågning kan medføre en helt ny klarhed i forhold til ens værdier. Den kan tilmed medføre en helt ny resoluthed og handlekraft i forhold til at tage nye valg, ændre prioriteringer i livet og realisere drømme. Imidlertid når vi ikke altid i en lige og ubesværet linje fra krisen og hen til stå med denne afklarethed, handlekraft og livskraft.
Ofte befinder vi os (i kortere eller længere tid) i en følelse af at være famlende, vægelsindet, trist og uafklaret. Den nænsomme og eksistentielt orienterede psykoterapi vil i den forbindelse være en stor hjælp til, at du kan undersøge og mærke dybere efter, hvad det er, du søger og længes efter – så du herefter, gennem nye valg, kan skabe det liv og den mening, du ønsker. Du vil blive hjulpet til at søge svarene, som allerede ligger i de dybeste lag af din kerne, din eksistens. Det, du længes efter er der nemlig allerede.