Angst

Behandling af angst

Langt de fleste mennesker vil før eller siden opleve angst. Det er en naturlig grundfølelse, som vi kommer i kontakt med, når vi pludselig føler, at vores liv eller vores kæres liv, er i fare (f.eks. i forbindelse med ulykker, trusler og chok, eller i forbindelse med akut opstået sygdom, hospitalsindlæggelser, operationer mv.).

Lider du af angst?

Angstlidelser er imidlertid af en anden karakter. Når man lider af angst, oplever man, at angsten er blevet en del af ens liv. Den opstår ofte og i forskellige situationer, som man med fornuften godt er klar over ikke er livstruende. Alligevel får man stærke fysiske angst symptomer f.eks. vejrtrækningsproblemer og hjertebanken, akkurat som hvis ens liv var i fare. Man får desuden (ofte ubevidst) automatiske katastrofetanker.

Disse katastrofetanker kan i sig selv fremkalde angsten – ligesom de kan forstærke angsten, når først man oplever den.

Katastrofetankerne kan være meget forskelligartet fra person til person, men for blot at give nogle eksempler, kan det f.eks. være tanker såsom: ”Hvad nu, hvis jeg besvimer!”, ”Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde vej!”, ”Hvad nu, hvis de andre synes jeg lyder dum!”, ”Hvad nu hvis det går helt galt!”, ”Hvad nu hvis klappen går ned!”, ”Jeg klarer det aldrig!” osv.

Typisk vil man i forbindelse med angsten få en stærk impuls til at flygte (ud af situationen), og simpelthen forlade stedet.
​Ofte vil man forsøge at undgå overhovedet at komme til at stå i situationen – og ender derfor ofte med at trække sig og blive hjemme.

Ubehandlet angst fører til undgåelsesadfærd

Den undgåelsesadfærd, man udvikler i forbindelse med angst, går med tiden hen og bliver et stort problem. Den begrænser ens livsudfoldelse og livskvalitet. Ubehandlet angst fører med årene til mere og mere undgåelsesadfærd, og dermed et mere og mere begrænset liv.

Man gør således færre af de ting i sin hverdag, som man gjorde, før man fik angst. Måske holder man op med at tage offentlige transportmidler, handle ind i bestemte butikker og på bestemte tidspunkter på dagen.

Måske holder man op med at tage i biografen, på restaurant, i svømmehallen og andre steder, hvor man ved, at man vil møde nye, eller mange, mennesker.

Måske undgår man at tage til læge, fordi man får angst, når man sidder i venteværelset. Måske tager man ikke længere – eller kun sjældent – til forældremøder på børnenes skole, fordi man tidligere har oplevet at få angst i forbindelse med disse møder. Måske undgår man at flyve.

Måske undlader man at tage den uddannelse eller eksamen, man egentlig ønsker sig, fordi man vil undgå den præstationsangst, som man stærkt fornemmer (og derfor forventer) vil opstå ved en eksamen, fordi man tidligere har oplevet angst i eksamenssituationer.

Forskellige former for angst

Der findes forskellige former for angst. Listen nedenfor beskriver nogle af de forskellige angstlidelser.

  • Social angst
  • Panikangst
  • Præstationsangst
  • Helbredsangst
  • Dødsangst
  • PTSD

Derfor kan angst opstå

Angstlidelser kan opstå på baggrund af forskellige forhold. Angst kan således opstå på baggrund af eller som følge af​:

  • Lavt selvværd (evt. bundende i forhold fra den tidlige barndom, omsorgssvigt, mobning mv.).
  • Chok og traumer (herunder enkeltstående voldsomme oplevelser med totalt tab af kontrol).​​
  • Langvarig og ubehandlet stress eller depression​.
  • Alvorlig eller livstruende sygdom hos én selv eller blandt ens nærmeste​​.

Angst, her særligt social angst, generaliseret angst og præstationsangst kan også opstå som en respons på et samfund/omgivelser, som man oplever, stiller konstante krav og konstant overvåger og vurderer én – er man god nok, forandrer man sig (nok), og præsterer man godt nok?​

​Slip angsten

Angst er heldigvis noget, man kan få hjælp til at komme ud af. Det positive budskab til dig, der plages af angst, er, at du kan få hjælp til både at håndtere angsten, reducere den og med tiden slippe den.

​I terapien vil vi arbejde helhedsorienteret med angsten – dvs. vi vil arbejde med alle de aspekter, som er vigtige i forhold til at forstå, rumme, håndtere og reducere angsten. Et psykoterapeutisk forløb omkring angst vil således ofte komme omkring mange aspekter:​

Psyko-edukation

Hvad er angst, hvordan opstår angst, hvad sker der i hjernen, og hvordan påvirker processerne i hjernen din krop?

Selvberoligelse af nervesystemet​

Aktivering af det parasympatiske nervesystem; du lærer selvberoligende grounding- og vejrtrækningsteknikker.

De dybereliggende årsager til angsten​

Angsten er et symptom på noget. Vi arbejder i dybden med de årsager (individuelle problematikker), der ligger til grund for angsten. Heri ligger altid stort potentiale for personlig vækst.

Accept af angsten

Udvikling af accept er en af vejen. Angsten er ikke din fjende, selvom det kan føles sådan. Via det terapeutiske arbejde vil du arbejde med at møde angsten med en accepterende indstilling, baseret på medfølelse og selvomsorg, vil den transformere sig.

Kognitiv adfærdsterapi​

Afdækning af de katastrofetanker, der knytter sig til angsten og udvikling af alternative, mere selvstøttende og realistiske tanker. Herudover hjælp og støtte til gradvist at eksponere sig for angsten og kunne rumme, håndtere og reducere den i situationen.

Det terapeutiske forløb vil muligvis også benytte andre indfaldsvinkler. Terapien vil nemlig altid blive tilpasset dig som den person, du er, og den måde, som jeg vurderer, at vi arbejder bedst i dybden med det, som har udløst din angst, og som indtil videre har fastholdt den.

Nogle gange kan det være at arbejde i dybden med en stressproblematik, en selvværdsproblematik, eller det kan være at indfaldsvinklen bliver at arbejde med kroppen.

De terapeutiske metoder jeg kan gribe til er med andre ord mangfoldige, og anvendes dynamisk og fleksibelt på en måde, som altid passer til dig som menneske og din konkrete angstproblematik.​​