Angst – få hjælp til at håndtere angst
Behandling af angst
Angst er en naturlig reaktion, som de fleste mennesker oplever på et eller andet tidspunkt i livet. Men når angsten begynder at fylde meget, begrænse dig eller påvirke din hverdag, kan det være svært at håndtere den alene.
Måske oplever du hjertebanken, vejrtrækningsproblemer eller andre fysiske symptomer. Måske bliver du overvældet af katastrofetanker eller får en stærk trang til at flygte fra bestemte situationer.
I et psykoterapeutisk forløb kan du få hjælp til at forstå din angst og arbejde med de tanker, følelser og reaktionsmønstre, der er med til at fastholde den.
Lider du af angst?
Angstlidelser er imidlertid af en anden karakter. Når man lider af angst, oplever man, at angsten er blevet en del af ens liv. Den opstår ofte og i forskellige situationer, som man med fornuften godt er klar over ikke er livstruende. Alligevel får man stærke fysiske angst symptomer f.eks. vejrtrækningsproblemer og hjertebanken, akkurat som hvis ens liv var i fare. Man får desuden (ofte ubevidst) automatiske katastrofetanker.
Disse katastrofetanker kan i sig selv fremkalde angsten – ligesom de kan forstærke angsten, når først man oplever den.
Katastrofetankerne kan være meget forskelligartet fra person til person, men for blot at give nogle eksempler, kan det f.eks. være tanker såsom: ”Hvad nu, hvis jeg besvimer!”, ”Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde vej!”, ”Hvad nu, hvis de andre synes jeg lyder dum!”, ”Hvad nu hvis det går helt galt!”, ”Hvad nu hvis klappen går ned!”, ”Jeg klarer det aldrig!” osv.
Typisk vil man i forbindelse med angsten få en stærk impuls til at flygte (ud af situationen), og simpelthen forlade stedet.
Ofte vil man forsøge at undgå overhovedet at komme til at stå i situationen – og ender derfor ofte med at trække sig og blive hjemme.
Ubehandlet angst fører til undgåelsesadfærd
Den undgåelsesadfærd, man udvikler i forbindelse med angst, går med tiden hen og bliver et stort problem. Den begrænser ens livsudfoldelse og livskvalitet. Ubehandlet angst fører med årene til mere og mere undgåelsesadfærd, og dermed et mere og mere begrænset liv.
Man gør således færre af de ting i sin hverdag, som man gjorde, før man fik angst. Måske holder man op med at tage offentlige transportmidler, handle ind i bestemte butikker og på bestemte tidspunkter på dagen.
Måske holder man op med at tage i biografen, på restaurant, i svømmehallen og andre steder, hvor man ved, at man vil møde nye, eller mange, mennesker.
Måske undgår man at tage til læge, fordi man får angst, når man sidder i venteværelset. Måske tager man ikke længere – eller kun sjældent – til forældremøder på børnenes skole, fordi man tidligere har oplevet at få angst i forbindelse med disse møder. Måske undgår man at flyve.
Måske undlader man at tage den uddannelse eller eksamen, man egentlig ønsker sig, fordi man vil undgå den præstationsangst, som man stærkt fornemmer (og derfor forventer) vil opstå ved en eksamen, fordi man tidligere har oplevet angst i eksamenssituationer.
Forskellige former for angst
Angst kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Jeg arbejder blandt andet med:
- Social angst
- Panikangst
- Præstationsangst
- Helbredsangst
- Dødsangst
- PTSD
Hvorfor opstår angst?
Angst kan have mange forskellige årsager, og ofte er der flere ting, der spiller sammen. Den kan blandt andet være forbundet med:
- Lavt selvværd og erfaringer fra tidligere i livet.
- Chok og traumatiske oplevelser.
- Langvarig stress eller belastning.
- Depression.
- Alvorlig sygdom hos dig selv eller en af dine nærmeste.
- Oplevelsen af konstant at skulle præstere eller leve op til andres forventninger.
Angst, her særligt social angst, generaliseret angst og præstationsangst kan også opstå som en respons på et samfund/omgivelser, som man oplever, stiller konstante krav og konstant overvåger og vurderer én – er man god nok, forandrer man sig (nok), og præsterer man godt nok?
Få hjælp til at håndtere din angst
Angst kan være svært at stå alene med, men der er hjælp at hente. I et psykoterapeutisk forløb arbejder vi med at forstå angsten og finde måder, hvorpå du kan håndtere den og gradvist få mere frihed i din hverdag.
Vi arbejder helhedsorienteret og tager udgangspunkt i dig, din situation og den måde, din angst kommer til udtryk på.
Et forløb kan blandt andet indeholde:
Forståelse af angst
Hvad er angst, hvordan opstår den, og hvad sker der i kroppen, når angsten aktiveres?
At berolige nervesystemet
Vi kan arbejde med blandt andet grounding, vejrtrækning og andre teknikker, der kan hjælpe dig med at skabe mere ro, når angsten aktiveres.
De bagvedliggende årsager
Vi kan arbejde med blandt andet grounding, vejrtrækning og andre teknikker, der kan hjælpe dig med at skabe mere ro, når angsten aktiveres.
Accept og selvomsorg
Vi arbejder med at møde angsten med større accept, medfølelse og selvomsorg frem for at kæmpe imod den.
Kognitive metoder
Afdækning af de katastrofetanker, der knytter sig til angsten og udvikling af alternative, mere selvstøttende og realistiske tanker. Herudover hjælp og støtte til gradvist at eksponere sig for angsten og kunne rumme, håndtere og reducere den i situationen.
Et psykoterapeutisk forløb tilpasses dig
Der findes ikke én metode, der passer til alle. Derfor tager terapien udgangspunkt i dig som menneske og i den konkrete angstproblematik, du oplever.
Nogle gange vil det være relevant at arbejde med stress eller lavt selvværd. Andre gange kan kroppen og dine kropslige reaktioner være en vigtig del af terapien.
Jeg trækker på forskellige terapeutiske metoder og arbejder dynamisk og fleksibelt, så forløbet tilpasses dig, dine behov og det, vi sammen finder frem til.